OM KOLLEGIET


Kollegiet på Lauritz Sørensens Vej ligger på Frederiksberg, blot 100 m fra parkanlægget "Lindevangen".


Som kollegium er det atypisk ved, at alle boliger har eget køkken og bad.


Med den centrale placering er der gode muligheder for offentlig transport. Der er mindre end 300 m til nærmeste metrostation (Lindevang Station) og mindre end 10 minutters gang til nærmeste S-togs-station (Peter Bangsvej Station og Flintholm st.).


Der er elevator i alle opgangene. Den går dog kun til femte sal, hvorfor man bliver nødt til at benytte sig af trapperne det sidste stykke såfremt man har ærinder på sjette sal, hvor der b.la. findes festlokale, depotrum og fire to-værelses lejligheder. Desuden er stuen hævet, det vil sige at man enten skal op ad ½ etage trapper til stuen, eller ned ad ½ etage trapper til kælderen, for at kunne komme til elevatoren. Man kan altså ikke undgå nogle trapper.


KOLLEGIETS HISTORIE


Kollegiet på Lauritz Sørensens Vej nr. 3 - 7 blev fyldt med studerende for første gang i marts 1994. 74 lejemål var til rådighed, men kollegiet var ikke som et normalt kollegium, da alle beboere boede i selvstændige lejligheder med eget køkken og bad, så man skulle være aktiv for at deltage i de sociale arrangementer.


Et af de store skridt i kollegiets udvikling er fordoblingen af antallet af lejemål. Vi er nu 148 lejligheder - udbygget fra 3 til 6 opgange i 1998.


I forbindelse med overtagelsen af de sidste 74 lejemål har kollegiet overtaget hele haven. Den skulle der gøres noget ved. De gamle skure blev fjernet, betonen ryddet af vejen - og en flot have blev anlagt.


Seneste kapitel i historien om kollegiet er, at kollegiet i 2012 har gennemgået en større udvendig renovering. Facaden er blevet efterisoleret og alle vinduer er udskiftet til moderne energiruder. Derudover er varmesystemet blevet opdateret til en mere energieffektiv model og radiatorerne er blevet udskiftet.